søndag den 25. oktober 2015

Bløde bukser

 I et helt år har jeg ventet på, at det blev min tur til at låne bogen ''Heilt spesiell og jubel. Sy glade klær til glade barn.'' på biblioteket. Den var for noget tid siden meget populær på forskellige sy-sider på facebook, men jeg ville ikke købe den før jeg havde afprøvet et par af mønstrene, og om jeg nu kunne forstå det på norsk. Første forsøg blev disse bukser i str. 110 til Lauge, og i forhold til ham, har mønstrene en rigtig, rigtig fin pasform. Så nu bliver jeg nok nødt til at købe bogen, for jeg gider ikke vente et år mere, inden jeg kan låne den igen...




søndag den 18. oktober 2015

Kids Month 2015 - Tema 2: ''Ærteposer''


Jeg har længe haft lyst til at sy nogle ærteposer, til at lege og kaste med. 
Her til morgen blev det så, da jeg vågnede mega tidligt, samtidig med at jeg jo faktisk manglede at lave et indlæg til denne uges tema i Kids Month. 
For nogle måneder siden læse jeg på en blog, at hun havde lært at bruge popcorn kerner, i stedet for tørrede ærter eller ris, da de ikke går i stykker af at man kaster med dem, samtidig med at det er en forholdsvis billig løsning. 
Derfor har jeg brugt popcorn kerner i mine ''ærteposer'', og umiddelbart virker det rigtig fint. 
Jeg fik 7 poser ud af 500 g popcorn kerne. 

Du skal bruge: 
  • Stofrester 
  • Popcorn kerner

Sådan gør du: 
  • Klip 2 stykker stof på 10 cm * 13 cm.
  • Overlock eller zigzag en af de korte sider, på hvert stykke stof.
  • Læg nu stofstykkerne oven på hinanden ret mod ret, sådan at de to overlockede ender vender samme vej, her skal din åbning nemlig være. 
  • Overlock nu de 3 andre sider sammen, sådan at det bliver en lille pose. 
  • Vend ret siden ud af, og kom en passende mængde popcorn i. 
  • Fold den overlockede kant ind i posen, og luk den med en lille stikning. 
Og så har du en ''ærtepose'' færdig. Det er ret nemt og hurtigt at lave, og så synes jeg det er en rigtig fin måde at bruge de helt så stof rester på. 





mandag den 12. oktober 2015

Græskar i lange baner!

Jeg elsker efterår! 
Og jeg kan ikke sige det nok, der er så mange skønne ting i de måneder.
En af dem er, at pynte og skabe hygge udendøre. 
Vi bor jo på landet og har en dejlig nabo, der er leverings dygtigt i små ''Morten Kork halmballer'', hvilket gør min pyntning endnu mere hyggelig her om efteråret, for halm skal der til. 
Det giver en god base for den videre dekoration. 
Græskarene er fra egen avl, og blomsterne har jeg købt på planteskolen. 
Lanternen er fra Bauhaus. 

Herunder kommer et par stemningsbilleder: 
Efterårs-hygge ved fordøren. 
Efterårs-hygge ude i vores indkørsel - dagslys 
Her får både skraldemænd, postbud, gæster og forbipasserene også glæde af min dekoration. 

Efterårs-hygge ude i vores indkørsel - skumring 
Jeg glemte helt at sige, at dette faktisk er indlæg nummer 300 på bloggen! 
Det er da lidt vildt, at Helle og jeg har fået lavet så mange indlæg om ting vi går og nusser med af kreative ting og lækker madlavning.  

torsdag den 8. oktober 2015

Kids month - børneværelset

I slutningen af august blev en længe tænkt omrokering på Lauges værelse til virkelighed. Han sover kun hos os en gang i mellem, da han er delebarn, og vi havde derfor ikke fået lavet et sådan rigtigt værelse til ham. Han havde mest bare en seng på et værelse, hvor der også være en masse andre ting. (Ikke særlig hyggeligt!) 
Da vores (sove)værelser er ovenpå, er langt det meste af alt hans legetøj i den ene af vores stuer nedenunder, der er blevet til et lege/hobby/hygge - rum. Det er nu en gang hyggeligst at lege i nærheden af en voksen når man ikke er ældre. Derfor har vi heller ikke haft så travlt med, at få lavet et  "rigtig" værelse til ham, men nu kunne jeg ikke vente mere. 
Jeg vil vise jer lidt af de forskellige ting jeg har fået lavet på hans værelse. 
Jeg er selv ret godt tilfreds! :o)

Ved hans seng har jeg lavet et lille hyggeligt læsehjørne.
Den gamle stol har jeg købt på loppemarked for 50 kr, for nogle år siden.
Sengen er fra den blå avis.
Den lille stol er en fra da Jesper var barn. 

Billedehylder fra Ikea, som jeg har fået af min storesøster, er nu blevet til boghylder.
Så er det nemt lige at vælge en vi skal læse. 

Flere billedehylder fra Ikea, fra min søster.
Disse er malede hvide og savede til, så de passende ind i hullet under vinduet.
Her holder bilerne på red og række, lige til at tage ned og lege med på gulvet.
Jeg har planer om at købe en mere, det er der nemlig plads til.  

En gammel ølkasse forenden af Lauges seng, er blevet til bogkasse.
Vi har arvet en HELT masse børnebøger, og jeg synes dette er en fin måde at opbevare dem på.
Og så er de i børnehøjde! :o)


fredag den 2. oktober 2015

Kids month - præsentation

Her kommer mit bidrag til en præsentationen af min blog, i forbindelse med #kidsmonth.

Jeg har haft denne blog sammen med min storesøster siden november 2011.
Vi har lige siden vist nogle af vores kreative projekter frem.
Det er en lille blog med ikke så mange følgerne, det er mest venner og familie, der normalt kigger med, men alle andre er også mere end velkommende :o)

Jeg er 23 år og bor på et lille landsted i Vestjylland sammen med min kæreste og vores hund Rana. Jeg er bonusmor til Lauge på 4 år, som vi heldigvis har ret tit :o)
Til dagligt læser jeg til fysioterapeut i Esbjerg og er færdiguddannet til sommer. I min fritid nyder jeg at sidde ved sybordet, hækle i sofaen, være i haven og lave mad og bage.

Jeg glæder mig til at være en del af denne blog-udfordring, som også er min første.


onsdag den 30. september 2015

Kids Month 2015


Jeg har tilmeldt mig denne blog udfordring, som foregår i oktobermåned. Jeg forsøger at få lidt gang i mit bloggeri igen, og tænkte at dette var en sjov ting at deltage i. 
Man kan også deltage via instagram. 
Læs mere HER hos Savværksvej. 

Måske du også har lyst til at være med? 

søndag den 27. september 2015

Efterår i haven

Jeg knus elsker efterår! Det er sådan en fantastisk årstid, og så er det den tid på året, hvor jeg har fødselsdag, hvilket bare gør det endnu bedre. Efterår er sådan en god blanding af flotte solskinsdage, hvor man får røde kinder og hyggelige, grå, regnvejrsdage, hvor man bare kan hygge indenfor.
De mørke aftener sætter for alvor gang i kreativiteten igen, med symaskine og hæklenål - årh hvor jeg nyder det. Og så er det stearinlys-hyggetid. Når man tænder stearinlys om morgenen og aftenen, kommer de rigtig til deres ret, og bringer varme og hygge med sig. :o)

Haven er på en eller anden måde også magisk her om efteråret. Bladene skifter farve, de sidste blomster står og pynter, rønnebærene er blevet røde og giver lidt farve blandt alt det grønne, og vores hindbær bliver bare ved, og ved med at producere bær. Mums!

Jeg har taget lidt stemningsbilleder i haven, som jeg gerne vil dele med jer. Beklager på forhånd de mange billeder. :o)


Disse æbler skal inden længe laves til æblechips.


Denne georgine er normalt ens farvet, men den er fin på sin egen måde,
med flere farver.

Halloween græskarene er meget snart klar til at blive høstet!

Nogle pyntegræskar. Jeg ved ikke helt om de skal skifte farve? 




Enden i vores køkkenhave er besat med geoginer og græskar, samt et række porre.
Geoginerne er en fryd for øjet!