søndag den 25. december 2011

Æblechips

Jeg fik foræret en hel kasse æbler af en god ven. Min mor lavede æblegrød og hyben-æblemarmelade af en del af dem, men ikke alle. Jeg er helt vild med tanken om at man bruger ALT og ikke smider ud. Derfor har jeg af de sidste æbler, lavet æblechips der kan gemmes længe, når de bare er i lufttætte glas.


De er super simple at lave, og smager dejligt.
Vask æblerne og fjern kernehuset, men uden at skærer æblet i stykker. Skær æblerne i tynde skiver. Det kan varmt anbefales at benytte et mandolinjern! Æbler skal nu lægges på bageplader med bagepapir. Æbleskiverne må ikke ligge ovenpå hinanden. Tør æblerne ved 100 grader og varm luft i ca. 1½-2 timer. De er færdige, når du kan tage en chips ud, og den efter et par minutter er sprød. Det er en god ide at vende chipsene ca. halvvejs.
Når chipsene er kølet af kommes de i glas.

onsdag den 21. december 2011

Julestjerne


Denne smukke stjerne har min kollegas datter lært mig at folde. Det er slet ikke så svært som det ser ud. Det eneste man skal bruge er: 6 ark papir, en limstift, en saks og en klipsemaskine. Foldevejledning kan ses her

tirsdag den 20. december 2011

Kagen der lignede en gave


Jeg havde nogle marcipanrester og noget hindbærcreme tilbage, fra da jeg bagte bryllupskage. Det skulle selvfølgelig bruges. Ud af resterne kom der denne kage, som min mor skal have med på arbejde i morgen.
Der er chokoladebunde i, et lag med hindbærcreme, et lag med flødeskum/marabou daim og så er den smurt op med hindbærcremen.


Kagen er lagt sammen.

Kagen er smurt op.

Overtrukket med rød marcipan.

Sidst men ikke mindst, er den pyntet med marcipan bånd og sløjfe.


lørdag den 17. december 2011

Juledekorationer

Siden 1987 har Helle haft en årlig juletradition med vores farmor, hvor der er blevet fremstillet juledekorationer til familie og venner. De seneste år har Charlotte også været med og er blevet godt oplært.
I år er det første år vi skal lave juledekorationer uden vores kære farmor, men vi bærer traditionen videre i hendes ånd og mindes de mange fantastiske stunder sammen med hende.
Herunder er lidt billeder af dagens kreationer.


Denne trærod står altid på vores forældres dækketøjsskab.

Vi kan godt lide at holde dekorationerne i naturmaterialer.


En meget enkel og nem dekoration.

Denne dekoration er lavet i farmors ånd og pyntet som hun ofte har pyntet de dekorationer hun lavede. Hun elskede fugle og brugte gerne store grangrene. Den 24. december sætter vi denne dekoration ved hendes gravsted.




Kagefigurer

Vi var utrolig aktive på vores juleweekend, hvor vi også nåede at bage kagefigurer. Her under kan I se nogle billeder af processen. Opskriften er blevet lavet hvert år til jul, hele vores barndom.

Kagerne udstikkes.
Kagerne pyntet med æggehvideglasur.

Helle pynter kager med æggehvideglasur.
Kagerne kan pakkes pænt ind og foræres væk.

Luciabrød


Ølandshvedebrød med æblesurdej

På vores årlige juleweekend bagte vi to ølandshvedebrød med æblesurdej. Opskriften på dette fantastiske brød, forefindes i bagebogen ''Meyers Bageri''. Vi er begge meget fascineret af hans tilgang til råvarerne og hans måde at bage på. Æblesurdejen skal laves en uges tid i forvejen, så den havde Helle forberedt inden juleweekenden.


Æblesurdej


Den hævede dej
De færdige brød


Hæklede kurve

På kreative dage i Fredericia besøgte vi Tante Grøns stand hvor Aalerusen demonstrerede hvad man kunne hækle med Hoooked Zpagetti garn. Vi har ikke særlig stor erfaring med at hækle, men ville begge gerne blive bedre til det. Derfor var det meget motiverende at man med dette garn kan producere noget meget hurtigt. Vi valgte at købe tre ruller garn til fremstilling af kurve og aftale at hækleprojektet skulle finde sted på vores årlige juleweekend.
Den årlige juleweekend er nu i fuld gang og vi kan stolte fremvise vores færdige kurve. De tre ruller garn blev lige præcis til to store og to små kurve. Og som Aalerusen sagde: "det tar' kun en lørdag at lave".

//Charlotte og Helle



søndag den 27. november 2011

Min første bryllupskage



Den store dag er nu overstået, og det meste af kagen er spist(resten er blevet frosset ned). Det er min første rigtigt bryllupskage, på stativ og det hele. Det har været utrolig sjovt, hårdt og spændende at lave. Jeg er selv meget tilfreds, lige som brudeparret og gæsterne var. 

Opskriften er fra Karoline kogebøgerne. Jeg har brugt hindbærcreme, i stedet for appelsin/passionsfrugt creme. Her under kan I se, hvordan kagen så ud indvendig. Smagen må I drømme jer til. :o) 

\\Charlotte




onsdag den 23. november 2011

En helt ny og spændende verden

 En helt ny og spændende verden

Jeg vil nu for første gang i mit liv, forsøge at have en blog på nettet. Lysten til at få bloggen, kom da min søster og jeg var på Kreativ messe i Fredericia. Vi hørte et lille foredrag med Karen Klarbæk, hvor hun fortalte om hendes blogverden.
Min søster og jeg snakkede for sjov om at lave en blog sammen, og nu har jeg gjort alvor af det. Jeg har oprettet en blog til min søster og jeg, hvor vi kan dele alle de kreative ting vi laver med jer andre bloglæsere. Min søster og jeg laver forskellige ting, men elsker begge to tanken om at have lavet tingene selv.

Min søster hedder Helle og er 29 år gammel, jeg selv hedder Charlotte og er 20 år gammel.

Jeg håber, vi kan give jer god inspiration til nye projekter, både i køkkenet og i stuerne.