onsdag den 29. januar 2014

Glutenfrie chokolade/nødde - cookies

Selvom jeg er på kur, skal Jesper jo ikke lide. Så jeg lavede her til aften lidt selv-pineri, og bagte nogle lækre småkager til ham, mens jeg selv kun kan nyde duften. Hvad gør man ikke får den man elsker? ;o)
Opskriften har jeg helt selv lavet. Jeg er efterhånden ved at være rimelig hård til at bage glutenfrit, hvis jeg selv skal sige det! Disse småkager er også allerede mere end godkendt, så dem kan jeg sagtens bage igen.



Til ca. 65 småkager skal du bruge: 

  • 110 g blødt smør 
  • 95 g brun farin 
  • 65 g sukker 
  • 1½ tsk. vaniliesukker 
  • 1 æg 
  • 45 g knækket boghvede
  • 100 g Schär mel Mix C, kan købes i bl.a. Bilka og Kvickly. 
  • 1 tsk. bagepulver 
  • 80 g hakkede mørk chokolade 
  • 70 g hakkede hasselnødder 


Smør, brun farin, sukker og vaniliesukker piskes jævnt. Ægget kommes i, og der piskes til det er jævnt og godt blandet. Knækket boghvede, melet og bagepulveret piskes i, og til sidst tilsættes chokolade og nødder.

Klat dejen ud med teskeer, på ca. 3 bageplader med bagepapir på. Jeg havde ca. 20-22 stykker på hver plade. Bag en plade af gangen ved 200 grader, i ca. 10 min.
Lad dem køle af på en rist, inden de kommes i en kagedåse.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar